Base2Charge

Er elbilen kommet for at blive? – Et indblik i elbilens svingende historie

Eldreven automobil fra 1800-tallet

Når man hører ordet elbil nu om dage, vil man typisk tænke på lydløse biler med nærmest futuristisk udseende, som vi i stigende grad ser rundt omkring på vejene. Men for at snakke om elbilens oprindelse, skal vi faktisk mange flere år tilbage, end de fleste måske lige går og tror.

Vi skal rejse næsten hele 200 år tilbage i tiden, længe før de første benzindrevne automobiler er ude at køre ude på vejene. Tilbage i 1830’erne opfinder den skotske Robert Anderson en slags karet, hvor hestene er blevet skiftet ud til fordel for batterier. Batterierne er dog meget store og kan heller ikke lades op igen, og der går derfor en del år inden der sker den helt store udvikling på området. Det er først mange år senere, i 1859, da franskmanden, Gaston Planté, udvikler et opladeligt batteri, at der begynder at komme skub i ideen om elbiler. Derfor må vi springe lidt længere frem i tiden for at komme videre i fortællingen.

Elbilers popularitet stiger

Vi springer hele vejen hen til slutningen af 1800-tallet, hvor hesteløse vogne begynder at bane sig vejen frem på gaderne – nemlig automobilerne, som er drevet af enten benzin, damp eller el. Hvert drivmiddel har sine fordele og ulemper, og det ser faktisk på dette tidspunkt ud til, at de eldrevne automobiler har de bedste odds på markedet.

Skal man køre en tur i de dampdrevne køretøjer, skal man nemlig planlægge turen i god tid. Det tager lang tid inden kedlen er varmet nok op til at komme af sted, og dette viser sig derfor også at være en af de store ulemper.

Vil man tage turen i en benzindreven automobil i stedet, skal man finde de store armkræfter frem for at få startet forbrændingsmotoren. Man skal desuden planlægge sin tur ud fra hvor man kan være heldig at få fingrene i noget mere benzin, eftersom det typisk kun kan købes på nogle apoteker.

Men der er jo også de eldrevne automobiler… Da britiske Thomas Parker i 1884 opfinder den første fungerende elbil, går der ikke mange år inden den opnår stor succes. Elbilen starter nemlig med det samme når man tænder for motoren, og kræver heller ingen armkræfter eller planlægning ift. benzin. Selvom batterikapaciteten er et problem, gør det på dette tidspunkt faktisk ikke den store forskel; benzin- og dampdrevne køretøjer har nemlig heller ikke den store rækkevidde. Desuden slipper man med de eldrevne køretøjer også for lige så meget lugt og larm.

Eldreven automobil fra slut 1800-tallet

Benzinbiler tager over

I starten af 1900-tallet begynder udviklingen af benzinbiler at gå hurtigt. Benzinbilen har taget førstepladsen ift. rækkevidde og højere hastighed, og i takt med dens stigende popularitet, dukker der flere og flere tankstationer op rundt omkring.

I 1912 opfinder Cadillac selvstarteren, og nu kan også benzinbilerne startes hurtigt op med blot et drej på nøglen. Elbilen har altså på dette tidspunkt mistet sine fordele til benzinbilen, hvilket resulterer i en drastisk faldende interesse for elbiler og deres udvikling.

Vi skal helt frem til Anden Verdenskrig, inden vi ser en stigende interesse for elbilen igen. Med de mange benzinbiler, der på dette tidspunkt i historien må holde stille på grund af knappe oliereserver, begynder der at opstå et behov for eldrevne køretøjer igen. ”Glæden” for elbilen varer dog ikke længe. Efter slutningen af Anden Verdenskrig, bliver det igen benzinbiler der er populære, eftersom der stadig er store problemer med batterikapacitet og lang opladningstid ved de eldrevne køretøjer.

Batterikapacitet forbliver et problem

Vi spoler tiden lidt frem, og er nu landet i 70’erne og 80’erne. De mange energikriser og stigende fokus på miljøet, har resulteret i, at der mangler alternativer til olie og benzin. Forskellige bilfabrikanter prøver sig nu frem med mindre elbiler, eftersom en lille bil har et bedre forhold mellem vægt og batteriets kapacitet. Helt op gennem 00’erne ser man forskellige bud på eldrevne bybiler rundt i verdenen.

En “Ellert” fra slut 1980’erne

Der er dog stadig det problem, der har været lige siden start: batterierne er tunge, store, og har lav kapacitet. Benzinbiler er derfor stadig de førende på markedet…

Batteriet videreudvikles

Med udviklingen af trådløse enheder, bærbare computere og især mobiltelefoner, bliver en af de store problemer, der har eksisteret omkring elbiler, mere eller mindre løst. Udviklingen af litium batterier betyder, at batterier begynder at blive produceret meget mindre og lettere men stadig med høj kapacitet. Og dette er selvfølgelig utroligt godt nyt i forhold til videreudviklingen af elbilen.

Tesla giver det store skub

I 2008 producerer Tesla deres Roadster, som er udviklet med ideen om at gøre brug af litium batterier til at skabe effektive eldrevne elbiler. Dette er et stort spring for elbilens historie, da elbilens tidligere store udfordringer synes endelig at være løst.

Tesla Roadster giver mulighed for at accelerere fra nul til 100 på under fire sekunder og kan med litiumbatteriet, køre op til 350 km på en enkelt opladning. Designet er der også gjort meget ud af, eftersom at den har fået udseendet af noget der minder om en lækker sportsvogn.

Tesla Roadster

Er elbiler sikret i fremtiden?

Med den øgede popularitet af elbilen, forbedring af batteri, samt udbredelse af ladestationer og lynladere, ser det lyst ud igen for elbilens fremtid. Hertil kommer det store fokus på bæredygtighed og klima, samt de stigende priser for benzin. Én ting er i hvert fald sikkert: vi befinder os lige nu i en spændende tid for elbilen og dens potentiale.

Exit mobile version